20. august 2020
Velkommen! I dag er det første dag for vores hjemmeside-projekt nochewfoods.com. Det har været lang tid undervejs, og det er både med glæde og spænding, at vi nu søsætter projektet.
Vi håber, at der er læsere derude, som kan finde brugbar inspiration her på siden.
Det handler om at lave mad til mennesker, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at tygge. Det har været hverdagen i vores familie igennem mange år, at vi har haft dobbelt madlavning, fordi vi både har skullet lave mad til "tyggere" og "ikke-tyggere". Vores søn kan nemlig, på grund af et fysisk handicap, ikke tygge sin mad. Den virkelighed deler han med milllioner og atter millioner rundt om op kloden.
Vi har reolerne fulde af kogebøger, men opskrifterne kræver alle som én, at man er i stand til at tygge. Prøver man at stikke en blender ned i noget af det, bliver resultatet i bedste fald underligt, hvis ikke uspiseligt.
Derfor fandt vil I stedet på at eksperimentere med at lave mad, som helt fra starten er beregnet til at skulle blendes. Og hvor blendningen ikke ødelægger maden, men tværtimod gør den færdig, så smagen fra ingredienserne kommer frem på den bedste måde
Men det skulle også være nemt, fordi det jo alt andet lige er tidskrævende at lave dobbelt madlavning i hverdagen. Derfor kan mange af vores opskrifter laves i én arbejdsgang, og man kan lave mange portioner ad gangen.
På et tidspunkt gik det op for os, at vi ikke var alene i verden. At masser af mennesker slås med den udfordring det er at få noget ordentlig, velsmagende mad, når man ikke kan tygge. Det er derfor, vi har valgt at dele vores erfaringer via denne hjemmeside.
Vi starter i dag med den første håndfuld opskrifter. Flere kommer til hen ad vejen. Inden du kaster dig ud i den første opskrift, er det en god ide lige at læse den korte forklaring under menupunktet "Sådan gør du".
Vi hører meget gerne kommentarer, forslag og spørgsmål fra jer.
2. november 2020
Tilbehør! Det har vi sat på nochewfoods.com i dag.
De hovedretter, du kan finde her på hjemmesiden, er normalt sat sådan sammen, at de i sig selv udgør et helt måltid. Men noget af det, som gør det dejligt at spise, er det sammenstød af forskellige smage, man får, når man fx. tygger gennem en sandwich, eller spiser en kartoffel med sovs. Det er en smagsoplevelse med kontrast i, og den får man ikke så tydeligt med blendet mad.
Derfor kan det være dejligt med lidt tilbehør til den blendede hovedret. Man kan så enten skiftevis tage en skefuld hovedret og en skefuld tilbehør - eller man kan tage begge dele på samme ske, men UDEN at blande det sammen, før det kommer ind i munden.
Foreløbig har vi sat forslag til fire forskellige slags tilbehør på. Flere kommer til, ligesom vi også vil præsentere flere hovedretter. Men hav lidt tålmodighed med os. Ting tager tid ;-)